Alle fødevarevirksomheder i Danmark skal kunne dokumentere, hvor deres varer kommer fra. Og medmindre de har solgt varen direkte til den endelige forbruger, skal de også have styr på, hvem varen er solgt til, og på den anden side skal forhandlere også have overblik over, hvor deres varer kommer fra.
Sidste år viste Fødevarestyrelsens kontrolkampagne om sporbarhed på fødevarer imidlertid, at hver fjerde detail- eller engrosvirksomhed ikke kunne dokumentere, hvor deres varer som for eksempel kød, grønt, slik, vin og spiritus, chokolade, tyggegummi og kaffe kom fra og blev sendt videre til.